En rapport fra den 21. november bemærker, at der ”har været en markant stigning i palæstinensiske muslimers religiøst motiverede angreb på kristne i Betlehem”, hvorefter den giver disse eksempler:

”For lidt over to uger siden blev en muslimsk mand beskyldt for at chikanere unge kristne kvinder ved Forfædrenes Ortodokse Kirke i Beit Sahour nær Betlehem. Kirken blev kort derefter angrebet af en stor flok palæstinensiske mænd, der kastede sten mod bygningen, mens kirkegængere krøb sammen inden for. Adskillige kirkegængere blev såret under angrebet.

Det palæstinensiske selvstyre der er alsvarligt for sikkerheden i området, gjorde intet.

I oktober skød ukendte gerningsmænd mod Betlehem Hotel, der ejes af kristne. Dette skete efter, at en video på de sociale medier havde associeret hotellet med en udstilling, der inkluderede en davidsstjerne og en menorah udskåret i pap. …

Der blev ikke foretaget nogen anholdelser i forbindelse med skyderiet.

Miljøet fik måske sit første chok i april, da den palæstinensiske evangeliske præst Johnny Shahwan blev anholdt af det palæstinensiske selvstyres sikkerhedsstyrker, der er indsat for at ’fremme normalisering’ med Israel. …

I januar angreb en gruppe maskerede mænd, bevæbnet med kæppe og jernstænger, de kristne brødre Daoud og Daher Nassar på deres gård nær Betlehem. De palæstinensiske domstole har pønset på at konfiskere gården, som har været i familiens eje siden Det Osmanniske Rige.”

Forfølgelsen af palæstinensiske kristne er et mangeårigt problem, siger rabbineren Pesach Wolicki, der er leder af Center for Jødisk-Kristen Forståelse og Samarbejde:

”Disse aktuelle angreb på kirker er desværre ikke noget nyt. Kristne har i Betlehem været under angreb i mange, mange år. Der har været bombeangreb. Der er næsten konstant fysiske angreb mod kristne. De foregår regelmæssigt, lige siden det palæstinensiske selvstyre tog over.”

Kamal Tarazi, en kristen mand, der flygtede fra den Hamas-kontrollerede Gazastribe i 2007, fortæller: ”I det øjeblik, de [Hamas] tog magten [i Gaza], begyndte de at forfølge os, ødelægge vores kirker og tvinge kristne til at konvertere til islam.” Inden sin flugt forsøgte Tarazi at modstå den islamistiske magtovertagelse og opfordrede muslimer og kristne til at stå sammen mod Hamas. Han fortæller om konsekvensen heraf: ”Jeg blev fængslet adskillige gange. Ved du, hvordan et Hamas-fængsel er? Det er ren tortur.”

Statistikker bekræfter, at kristne bosat under det palæstinensiske selvstyre oplever vedvarende dårlig behandling, som muslimer ikke udsættes for. I 1947 udgjorde kristne 85% af befolkningen i Betlehem, der er en gammel kristen højborg. I 2016 var den kristne befolkningsandel faldet til blot 16%.

”I et samfund, hvor arabiske kristne ikke har noget at skulle have sagt og er uden beskyttelse, er det ikke overraskende, at de rejser væk”, bemærker advokaten Justus Reid Weiner, der kender området.

”Den systematiske forfølgelse af kristne arabere bosat i palæstinensiske områder bliver mødt med næsten fuldstændig tavshed fra det internationale samfund, menneskerettighedsaktivister, medierne og NGO’er.”

Forfølgelser bliver aldrig omtalt i de internationale medier. En kristen araber bosiddende i Betlehem påpeger under betingelse af anonymitet, at alle de ovenfor nævnte nylige hændelser kun blev sparsomt omtalt, selv i Israel, og tilføjer:

”Dette skal ud, så den jødiske verden og den kristne verden får kendskab til situationen i Betlehem. Der er konstant episoder, hvad enten det er naboer imod hinanden eller folk på gaden, eller endog organisationer og kirker. I de fleste tilfælde er det det muslimske samfund, der kuer minoriteten, der er det kristne samfund.”

Hvorfor hører vi intet, eller kun lidt, om kristenforfølgelserne i Betlehem og andre områder kontrolleret af det palæstinensiske selvstyre? Det er ikke fordi de er udsat for mindre forfølgelse end deres trosfæller i den muslimske verden, hvor størstedelen af den globale forfølgelse af kristne foregår.

Muslimers angreb på kristne ignoreres ofte af det internationale samfund og medierne, der tilsyneladende kun udtaler sig, når de kan finde en måde at lægge skylden på Israel”, skriver den muslimske journalist Khaled Abu Toameh.

”Det er desuden en foruroligende omstændighed, at det kristne samfunds ledere på Vestbredden ikke er meget for at stille det palæstinensiske selvstyre og dets muslimske naboer til ansvar for angrebene. De frygter gengældelser og foretrækker at følge den officielle linje, der udelukkende holder Israel ansvarlig for det kristne mindretals elendighed.”

Menneskerettighedsorganisationen Open Doors, der følger kristenforfølgelserne, skriver, at palæstinensiske kristne er udsat for en ”høj” grad af forfølgelse:

”Dem, der konverterer fra islam til kristendommen, udsættes imidlertid for den værste kristenforfølgelse, og det er svært for dem at gå i eksisterende kirker uden at deres sikkerhed trues. På Vestbredden trues de og udsættes for et stort pres. I Gaza er deres situation så farefuld, at de praktiserer deres kristne tro i den dybeste hemmelighed…. Den radikale islamiske ideologis indflydelse er stigende, og historiske kirker er nødt til at være diplomatiske i deres tilgang til muslimer.”

De palæstinensiske kristnes særlige situation – i en politisk omstridt kontekst, hvor det ”offentlige image”, og dermed meningsdannelsen, betyder alt – forklarer også den manglende omtale. Edy Cohen dokumenterer i en rapport flere tilfælde af kristenforfølgelser. Alle episoderne skete fortløbende umiddelbart inden rapportens udgivelse, og ingen af dem blev omtalt af de såkaldte ”mainstream medier”:

• 25. april: ”[D]e skræmte indbyggere i den kristne landsby Jifna nær Ramallah … blev angrebet af bevæbnede muslimer … efter at en kvinde fra landsbyen havde indgivet en klage til politiet om, at sønnen af en prominent leder tilknyttet Fatah havde angrebet hendes familie. Som reaktion på dette kom adskillige bevæbnede Fatah-mænd til landsbyen, affyrede hundredvis af kugler op i luften, kastede benzinbomber, mens de råbte skældsord, og forårsagede alvorlig skade på offentlig ejendom. Det var et mirakel, at der ikke var nogen døde eller sårede.”
• 13. maj: ”Vandaler brød ind i en maronitisk kirke i Betlehems bymidte og vanhelligede den, lige som de stjal dyrt udstyr tilhørende kirken, herunder sikkerhedskameraer…. [D]ette er sjette gang, at den maronitiske kirke i Betlehem udsættes for hærværk og tyveri, herunder en ildspåsættelse i 2015, der forårsagede betragtelig skade og tvang kirken til at lukke i en længere periode.”
• 16. maj: ”[T]uren var kommet til den anglikanske kirke i landsbyen Aboud vest for Ramallah. Hærværksfolk klippede hul i hegnet, knuste kirkens vinduer og brød ind. De vanhelligede den, søgte efter værdigenstande og stjal en del udstyr.”

Disse angreb, der skete i løbet af tre uger, følger det samme mønster af overgreb, som kristne i andre regioner med muslimsk flertal normalt oplever. Vanhelligelse og udplyndring af kirker er fremherskende, og det samme gælder muslimers opstande mod kristne minoriteter – der generelt behandles som dhimmier eller ”andenrangsborgere” under et islamisk styre, og de burde angiveligt være taknemmelige for overhovedet at blive tolereret. Hvis, og når, de vover at påberåbe sig deres rettigheder, som det skete den 25. april, ”opfordrer oprørerne i [landsbyen] Jifna de [kristne] beboere til at betale jizya – en kopskat, der i historiens løb er blevet påtvunget ikkemuslimske mindretal under islamisk styre. De seneste ofre for jizya var de irakiske og syriske kristne samfund under Islamisk Stats styre.”

Hvad værre er, så forholdt det sig således, som man ofte ser i muslimskdominerede lande, hvor kristne udgør et mindretal: ”På trods af [de kristne] beboeres råb om hjælp [i Jifna] greb det palæstinensiske selvstyres politi ikke ind under det timelange kaos. De har ikke anholdt nogen mistænkte.” Ved de to angreb på kirker var der ligeledes ingen arrestation af mistænkte”.

Palæstinensiske kristne udsættes for de samme forfølgelsesmønstre som deres trosfæller i andre muslimske lande, herunder angreb på kirker, bortførelser og tvangsomvendelser, men forfølgelsen af palæstinensiske kristne er ”ikke blevet dækket i de palæstinensiske medier”. Cohen fortsætter: ”I mange tilfælde havde de fået mundkurv på”:

”Det eneste, der interesserer det palæstinensiske selvstyre, er, at denne type hændelser ikke lækkes til medierne. Fatah lægger jævnligt et hårdt pres på kristne, for at de ikke skal berette om den vold og hærværk, som de ofte udsættes for, da en sådan omtale ville skade det palæstinensiske selvstyres omdømme som en aktør, der formår at beskytte det kristne mindretals liv og ejendom under dets styre. Det palæstinensiske selvstyre har endnu mindre lyst til at blive beskrevet som en radikal enhed, der forfølger religiøse mindretal. Et sådant omdømme ville kunne have negative følger for den massive internationale, og navnlig europæiske, hjælp, som det palæstinensiske selvstyre modtager.”

Det palæstinensiske selvstyre og dets tilhængeres livsnerve er, især i medierne, generelt at portrættere palæstinensere som ofre for uretfærdig aggression og diskrimination fra israelsk side. Denne fortælling ville blive bragt i fare, hvis det internationale samfund blev gjort bekendt med, at det er palæstinensiske muslimer, der forfølger deres palæstinensiske kristne brødre – udelukkende af religiøse årsager. Det ville være vanskeligt at føle sympati for et påstået undertrykt folk, hvis man erkender, at disse selv står bag undertrykkelsen af minoriteterne i deres midte – alene på grund af religiøst had.

Eftersom de er så sensitive over for denne potentielle vanskelighed, ”udøver det palæstinensiske selvstyre et pres mod lokale kristne for, at de ikke skal fortælle om sådanne hændelser, der risikerer at afsløre det palæstinensiske selvstyre som værende endnu et mellemøstligt styre forbundet med en radikal islamisk ideologi”, konkluderer Cohen.

Nogle palæstinensiske kristne er også medskyldige. Mitri Rehab er en palæstinensisk akademiker og luthersk præst bosiddende i Betlehem. Han insisterer i sin nye bog, The Politics of Persecution, på, at den forfølgelse, som kristne oplever i Mellemøsten, intet har at gøre med islam, men alt at gøre med Vesten eller israelske handlinger. I hans forsøg på at skyde skylden på alt muligt andet har han endda et afsnit i bogen, der er helliget ”klimaforandringer, [der] vil gå ud over det kristne samfund.”

Endelig nøjes det palæstinensiske selvstyre ikke med at undertrykke nyheder om kristenforfølgelser, idet det aktivt tegner et forkert billede. På trods af det hastigt svindende antal kristne i Betlehem, er ”den kendsgerning, at det palæstinensiske selvstyre fortsat sikrer sig, at der er en kristen borgmester i Betlehem, kun et spil for galleriet”, siger rabbineren Wolicki.

”Det er en forestilling, der skal overbevise verden om, at kristendommens vugge: Betlehem, stadig er en kristen by. Det er i enhver henseende en muslimsk by.”

Det er denne jul vigtigt at huske på, at kristendommen grundet den fortsatte, men fortiede, forfølgelse er ved at forsvinde på det sted, hvor den blev født – Betlehem, med julekrybben. Det er en tavshed, der giver den kristne salme ”Stille Nacht, heilige Nacht” (på dansk først ”Uforsagt, vær på vagt” og siden ”Glade jul, dejlige jul”) en ildevarslende betydning. Den seneste rapport fastslår: ”Forfølgelsen bringer verdens ældste kristne samfunds eksistens i fare.”

Raymond Ibrahim er forfatter til den nye bog Defenders of the West: The Christian Heroes Who Stood Against Islam. Han er Distinguished Senior Fellow ved Gatestone Institute, Shillman Fellow ved David Horowitz Freedom Center og Judith Rosen Friedman Fellow ved Middle East Forum.